Har du penis, så kan du få. Har du ingen, så må du gå. Ikke sød musik i øret på nogen feminist. Og heldigvis synger den da også på sidste vers. I dag er der stort set ingen attraktive placeringer i samfundet, som kvinder er udelukket fra som køn. Godt nok er det stadig  mænd, der har de fleste højtlønnede jobs og den største magt. Men de har det ikke helt for sig selv.

Der er dog stadig noget, som kun en mand kan have. Som en kvinde aldrig får. Og det er pondus. Om hun så er nok så højt placeret på det statusgivende arbejdsmarked og spiser som en hest, så får hun ikke, hvad eksempelvis Hans Engell har. Den godmodige betegnelse for en mand med stor vom.  Hvem har nogensinde hørt den brugt om en kvinde? Nej vel.

Hvis den fede kvindelige topchef overhovedet eksisterer, er hun en undtagelse. Højtuddannede kvinder, der er overvægtige, tjener væsentligt mindre end højtuddannede slanke kvinder. Som så igen tjener mindre end mænd. Det har jeg hørt i et program om fedme på P1s hjemmeside.

Mens mænd vurderes på status og økonomisk formåen, et det udseendet, der er centralt hos kvinder. Derfor bliver en tyk kvinde mødt med mere kritiske øjne end en overvægtig mand. Vi (mænd og kvinder) forventer, at en kvinde er bedre til at kontrollere sig. Styre sig.

Mænd er også udsat for fordømmelse og foragt for deres ekstra kilo. For at fremme karrieren er det også vigtigt for dem at holde igen ved middagsbordet. Kroppen skal signalere dynamik og målrettethed. Og det gør den mest overbevisende, hvis den er slank, sagde kropsforsker Hans Bonde.

Når man så toppen og har udvist store resultater, kan man som mand give slip. Tage for sig af retterne uden frygt for badevægten. Vokse ud over alle buksevidder. Han har bare pondus, siger folk  - og måske oven i købet med beundring i stemmen.

Tænk sig at have det superfedeste job og samtidig kunne proppe sig med flødeskumskager - uden at miste respekt! Det kunne jeg sørme godt tænke mig. Men for en kvinde er det en utopisk drøm i vores nuværende samfund. Så hånden på topmaven, så ønsker jeg nogle gange at være en mand. Om jeg lider af penismisundelse? Overhovedet ikke. Pondusmisundelse.

Hvad nu hvis forfremmelse og lønforhøjelse ikke afhang af en sexistisk mandlig chef? Eller af at arbejde lange nætter og weekender væk fra familien? Hvad nu, hvis man kunne eliminere de faktorer, der oftest bruges som forklaring på, at der er så få kvindelige topchefer? Ville kvinder så tjene lige så mange penge som mænd?

Det spørger en (mandlig) journalist i New York Times. Han lader to (kvindelige) økonomer komme med svaret. Og det er: Nej.

Et nyligt eksperiment viste, at mænd og kvinder var lige gode til at lægge tal sammen i hovedet. Om det så var individuelt eller i konkurrence med hinanden. Men kønnene skilte sig ud, da deltagerne fik et valg: At regne den ud for sig selv eller kæmpe mod de andre om at være hurtigst med det rigtige svar. Chancen for at vinde flest penge var størst i konkurrencen.

Alligevel valgte de fleste kvinder ikke dysten. Ej heller de, der havde klaret sig bedst i de indledende øvelser. Til gengæld bestemte de fleste mænd sig for at konkurrere. Også de, der havde klaret sig dårligst. 

Kort og godt: Kvinder er for forsigtige, og mænd er overmodige. Generelt set. Det er eksperimentets konklusion.

I forretningsverdenen kan det åbenbart godt betale sig at være påpasselig. Avisen referer endnu en undersøgelse: I store virksomheder falder der mere af til aktionærerne, hvis der er mange kvinder i ledelsen.

Men ligegyldigt hvor meget lederevne, kvinder har, vil der altid være jobs, som kvinder ikke vil have i så høj grad som mænd vil. Nogle af de bedst betalte jobs kræver afsindig konkurrence og villighed til at risikere store tab. At gå bankerot, aldrig se din familie og venner, dø ung.

Den risiko er kvinder ikke villig til at løbe. Fordi de ved - bedre end mænd - at der er vigtigere ting i livet end penge. Skriver altså New York Times.

I Politiken kan man derimod finde en anden forklaring. En undersøgelse af de 30 største danske virksomheder viser, at mænd dominerer stort. Kun 7,9 procent af toplederne er kvinder.

"Det er formentlig den gamle klassiske historie om, at man har en tendens til at ansætte folk, der minder om én selv", siger Susanne Justesen fra Copenhagen Business School. 

Også hendes undersøgelse viser, at det kan betale sig for virksomhederne at gøre op med gamle vaner: I samme øjeblik, man slipper en kvinde en, opdager man på toplederniveau, hvor positivt det bidrager, når der brydes med homogeniteten.

Jo bedre kvinden klarer sig på jobbet, jo værre har hendes mand det. Det er konklusionen på en engelsk undersøgelse, som Jyllands-Posten i dage refererer.

Groft sagt føler en mand sig utilstrækkelig, når hans bedre halvdel flytter fokus fra kødgryderne til karrierestigen. Og jo højere hun kravler op ad den, jo dårligere får hendes mand det psykisk og fysisk.

Omvendt er en mand lykkeligere, jo mere han arbejder. Og hvis han tjener mere end sin kone, har han det meget bedre end mænd, der tjener mindre end hende. Med andre ord: Kvinden trives ikke med de traditionelle kønsroller. Men det gør manden.

Hvad er løsningen? Hvordan får vi glade mænd? Det kan kun ske, mener de engelske forskere, på én måde : Mændene må finde nye måder at definere sig selv på.

Hvad jeg læser ud af undersøgelsen er, at der er mange kvinder, der bor sammen med en mand, der ikke under dem succes. Er det "en rigtig mand"? Det virker ærlig talt en smule trist. Det kan kun gå for langsomt med at få opdateret manderollen. For mændenes egen skyld. De skulle nødigt gå og have det så dårligt.

Hvorfor findes der creme mod appelsinhud, men ikke mod ølvom? Hvis kvinder blive voldtaget, fordi de selv beder om det, hvorfor får de ikke ligeløn og andre ting, de beder om?  Hvorfor findes der ingen svigerfar-vittigheder? Hvorfor spiller 60-årige mænd actionhelte, mens 60-årige kvinder spiller deres mor? Hvorfor er de eneste to erhverv, hvor kvinder tjener mere end mænd, prostitution og modelarbejde?

Disse spørgsmål og mange flere har Mette fra Norge samlet. Kvinder kan med fordel stille dem næste gang, nogen hævder, at javist er kvinder da ligestillede (underforstået: hold nu kæft med alt det brok, kælling).

Selv ville jeg nu hellere have nogle svar. Og reel ligestilling, ikke mindst.

Mænd med lille talent for at tilfredsstille kvinden i sengen, får nu egostøtte fra videnskaben. Når hun ikke får orgasme, er det fordi, naturen ikke mener, hun har behov for det. Denne påstand har jeg læst i New York Times.

Dr. Elisabeth A. Lloyd er professor i biologi på Indiana University. Hun mener, at der en dybere mening med mandlig orgasme: Det får mænd til at ønske sig sex oftere. Og jo mere sex, jo større sandsynlighed for, at manden får afkom. Anderledes med den kvindelige orgasme. Tre fjerdedele af alle kvinder opnår ikke altid orgasme under samleje. Var de styrede af det samme evolutionære pres, ville kvinder have udviklet sig til at komme lige så nemt som mænd.

Selv er jeg grundlæggende skeptisk overfor evolutionærbiologiske teorier af enhver art. Journalister er normalt for dovne til at stille kritiske spørgsmål til forskerne. Og folk har en tendens til at tro på det mest det mest pseudovidenskabelige bras, hvis blot de får at vide, at det beviser, at mænd og kvinder på en eller anden måde er forskellige. Det lader til, at flertallet ønsker at tro, at der er denne dybe, naturlige skel mellem kønnene. Noget, der for eksempel kan retfærdiggøre, hvorfor kvinder får mindre i løn og laver det meste husarbejde. Det er dog ikke det ærinde, denne teori er ude i.

Men hvis naturen ikke mente, at kvinden havde behov for orgasme for at blive gravid og sætte børn i verden, hvorfor findes denne lystfølelse så?  Det gør den, forklarer hun, som et biprodukt at udviklingen i fostertilstand, hvor kønnene har overtaget træk ved hinanden over tid. Det er af samme grund, at mænd har brystvorter. Dem er der jo heller ingen dybere mening med reproduktivt set. (Hvis det virker som tungt og kedeligt stof, vil jeg undskylde mig. Professorens har skrevet om den manglende kvindelige orgasme i en bog. Den vurderes meget sigende som "tør".)

Kvinden, der bestyrer bloggen All About My Vagina er ikke ellevild med teorien. Hun spørger - berettiget: Siden hvornår har mænd altid fået orgasme? Og hvis han ikke kan komme, betyder det så, at samlejet ikke tæller? Og i øvrigt, når det kommer til moderne menneskelig seksualitet, er der ingen grund til at holde sig til undertrykkende biologiske standarter. Det eneste evolution kan fortælle os, er hvordan vi succesfuldt reproducerer vore gener. Det er ikke et personligt mål, det er genetisk. Vi er i stand til at have de seksuelle mål, vi kan forestille sig. Så hvorfor ikke være kreative? Der er mere til livet end sætte børn i verden. 

Selv priser jeg mig lykkelig for at være født efter, at den evolutionær udvikling fik rettet op på naturens fejl og givet os orgasmen. Også selv om den kun er for sjov. Hurra!
 

Sverige er verdens bedste land, hvad angår ligestilling mellem mænd og kvinder. Modsat de fordomme, som mange danskere har mod feminister (grimme cigarrygende mandehadere med behårede ben), er svenskerne stolte over at være feminister. Selv statsministeren har erklæret sig som feminist. Og til det kommende valg stiller et Feministparti op. Det står i meningsmålinger til at få syv procent af stemmerne - hvilket er meget godt klaret af et nyt parti.

Men nu er det for meget, synes en gruppe mænd. De er gået i modreaktion og har oprettet Antifeministiska Samfundet. "Det er som om, at feministerne ønsker en slags krig mellem kønnene ved hele tiden at fremhæve kvinderne som ofre og mændene som undertrykkere", sagde en talsmand til gårsdagens Information.

En typisk reaktionær forsvarsmekanisme fra nogle bange mænd, der ser feminismen som den store onde moder, der vil sende dem i seng uden aftensmad. At se på sig selv som køn er skræmmende uvant for de fleste mænd, da "køn" plejer at dreje sig om kvinder. Mange mænd (og kvinder for den sags skyld) tror, at ligestiling udelukkende handler om, at mænd skal aflevere nogle privilegier og derfor bør ligestilling og feminisme bekæmpes. Men det er forkert. Kvindebevægelsen har altid - også i 70'erne - kæmpet til begge køns fordel.

Det er ikke kun kvinder, der begrænses af de fordomme om, hvad man kan og må som køn. Det sker også for mænd. En rigtig mand er aldrig svag. Han forventes at kunne klare alle probemer. Derfor kan det være utrolig svært for en mand at bede om hjælp efter for eksempel en skilsmisse. Og så det, han kan ende med at gå i hundene. 

For at redde de sårbare mænd, er det nu besluttet at oprette Københavns Kommunes første krisecenter for mænd. En beslutning ingen feminist er imod. Faktisk var det feministen Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet, der var den første til at kræve en øget indsats overfor mænd på vej mod samfundets bund.

Men i stedet for at helbrede, skulle vi hellere forebygge. Feminisme har altid arbejdet for ophævelse af de kulturelle konstruktioner af køn, der dikterer hvad man kan og må som henholdsvis kvinde og mand.  Når vi først og fremmest ser på hinanden som først og fremmest mennesker får vi kønsfred og muligheden for at være hele mennesker. Det betyder for mænd blandt andet, at det bliver "lovligt" at have det skidt og have brug for hjælp.

Mænd som de svenske antifeminister sidder desværre fast i fortiden og har tilsyneladende ikke styrken eller viljen til at bevæge sig op ad deres skyttegrave. Det er ikke kønsfreden de vil. De vil kønskrig - og det er en skam.

Når danske drenge rigtig skal holde fest, lejer de en sexslave. Hun bliver så "ordnet" af flere på én gang under festen. Det læser jeg i dagens Ekstra Bladet. Avisen har i øjeblikket gang i en serie af artikler om kvindehandel i Danmark.
Det er især fattige kvinder fra Afrika, der købes og sælges. De smugles til landet med lovning om caféjobs. Og når de først er her, bliver de præsenterede for gigantiske regninger, der kun kan arbejdes af ét sted: på lagnet.

Til avisen siger Troels Ørting Jørgensen, chefkriminalinspektør fra Rigspolitiet, om de fattige kvinder: De kan ikke bryde ud, de har ingen penge, og de kan ikke komme hjem. De bliver udsat for de mest horrible ting. De deltager i det, man kalder gangbangs, hvor de bliver udnyttet af mange mænd til fester - ting, du ikke kan få en dansk prostitueret til.

Her er det, jeg står helt måbende. Kan det virkelig være rigtigt, at der er mænd, der fester på den måde? At menuen står på t-bone steaks, bajere og så en sexslave til dessert? Ekstra Bladet har ikke boret mere i "festlighederne". Men i lederen slås det fast, at det ikke blot er sexslavernes bagmænd, der forkastelige. Det er de mænd, der køber kvinderne også:

"De er et så vigtigt led i sex-bagmændenes fødekæde, at de med en enkelt lukket lynlås kunne stoppe trafikken. Hvis de åbnede øjnene og så ind i Viviannes, Irenes og Jamas øjne, kunne de se, at de ikke købte sex med en prostitueret, men at de reelt købte en slave. Det burde få en ordentlig mand til at holde lynlåsen lukket."

Utroligt, at kvinder handles som kvæg - men behandles værre. Godt for en gangs skyld at se dyrevelfærdspartiet Dansk Folkeparti lave noget fornuftigt. Peter Skaarup bad i går justitsministeren forklare, hvad hun vil gøre for at stoppe kvindehandlen. Hun har endnu ikke svaret.

I min lokale Irma går et kilo engelsk bøf for 108 kroner. Det er dobbelt så meget som et kilo kvindekød. Det grumme regnestykke har jeg gjort mig efter at have læst Ekstra Bladet i Pinsen.

I første artikel af en serie om kvindehandel i Danmark, var to journalister under dække blevet tilbudt at købe to nigerianske kvinder. Pris: 6000 kroner. Et beløb, der gav køberne retten til at tage kvinderne med hjem og holde dem som sexslaver. Kvinderne er blot to ud af cirka en million kvinder og børn, der hvert år handles på verdensplan. Jeg gentager: 1.000.000.  Og nogle af dem ender altså som sexslaver herhjemme.

Kvindehandel er en forretning, der er i vækst overalt i landet. De skumle bagmænd er ikke udelukkende af fremmed herkomst. Det er hr. og fru Jensen fra Midtjylland, som en fra Rigspolitiet udtrykker sig til Ekstra Bladet.

Journalisterne har også talt med lederen af krisecentret Redens afdeling "Stop kvindehandel", Trine Lund-Jensen:"Det er faktisk meget nemt. Hvis du kører til den tyske grænse i din Volvo, så kan du købe en sigøjner for 50 euro eller lidt mere. Så kører du hjem med hende og tre-fire andre. Hvis du bedøver dem lidt, så er de nemme at få med hjem. Og har du en god kælder, hvor de kan være, og en god internetside, jamen, så skal mændene nok komme, og så er du i forretning".

"Mor har magten" proklamerede Ekstra Bladets forside i går. For en avis, hvor kvindemagt normalt består i muligheden for at vise bryster på side 9, var det positivt at se hele to sider afsat til kvinder som aktive væsner. Slemt skuffende var det dog at læse, hvad den såkaldte magt bestod i: Retten til at bestemme over gulvskrubben og hvilken farve sofaen skal have.

At kvinder har mest at skulle have sagt i de små hjem er ingen overraskelse. Det er trods alt dem, der laver langt det meste husarbejde. Men hvorfor gør de det? Fordi de kan lide det! Det er tilsyneladende videnskabeligt bevist af professor Henning Bech. Han sagde i Ekstra Bladet stort set det samme som for få dage siden i Information:"Kvinderne har magten i familien. Den vil de nødigt give afkald på. Men de vil heller ikke indrømme, at de har den - og ønsker den" 

Min erfaring er nu en anden. At kvinder laver mere derhjemme, fordi det ellers ikke ville blive gjort. Mænd gider ikke. Og det tror da pokker. Det er dæleme dødssygt at gøre rent. Men der er medsøstre derude, der har hjemmefronten som sit territorium ud fra den fejlagtige opfattelse, at mænd er genetisk forhindrede i at betjene støvsuger og opvaskebørste.

Engelske The Observer skriver i dag, at "seven out of 10 women have partners who 'help' without being asked. Mothers, however, see the home as 'their job', while 50 per cent say they do the chores because they do them better and faster than men could."

Many of the so-called 'Supermums' are the General Pattons of the kitchen - they just hate to relinquish control, even at the cost of health and happiness...
Instead, they create a domestic tyranny in which the men are clobbered not because they don't do their bit, but because they don't do it 'right', according to some mythical standard of perfection known only to the Great Housewife in the Sky...
Do less' should be every mother's mantra. Do less - and make sure that what is done is properly valued at current market prices. If men were permitted to do more, then the abysmally low value now attached to the business of caring would inevitably rise, to everybody's benefit...
It's not difficult to end the rule of 'Supermum!' and bring about a revolution. All women have to do is find their inner domestic slut; learn to love their layer of dust and let him wear the pinny.

Kort og godt:Drop jagten på den indre husguinde og lad grisebassen komme ud i stedet.

Rigtige mænd slikker fisse. Det ved den amerikanske sexolog Ian Kerner, og det har han skrevet en bestsellerbog om "She comes first: A thinking man's guide to pleasuring women".  

Hans hovedbudskab er, at mænd skal befries fra deres penisser og lære, at der er meget mere til et forhold end at præstere en stiv pik. Først og fremmest for mændenes egen skyld.

Den lykkeligt gifte far til to ved udmærket godt, at den bedste måde at give en kvinde orgasme på er via oralsex. Og kvinder, der bliver tilfredsstillet i sengen, er sødere kærester.

Hvem husker ikke Lorraine Bobbit, der efter at have skåret sin mands lem af, forklarede: "Han får altid orgasme og venter aldrig på mig. Det er ikke fair". Feministen vil gerne opfordre sine medsøstre til at handle mere konstruktivt og give deres kæreste bogen. Den kan købes på amazon.com. Det er en hentydning, han ikke kan misforstå!

Anbefalelsesværdig er også interviewet med Ian Kerner på salon.com. Her siger han blandt mange kloge ting, at porno er undertrykkende for mænd og giver dem en hel forkert opfattelse af kvinders seksualitet. Jeg er enig - igen! Når det kommer til at slikke fisse, så gør de mandlige pornostjerner det ikke nær nok. Og når de endelig gør, angriber de klitoris som var det en dørklokke. Alt, alt for hårdt og aggressivt. Ikke just en teknik, der øger kvinders sexlyst, skulle jeg hilse at sige.

Apropos sexlyst så skrev jeg i gårsdagens indlæg, at pizza skulle sætte gang i amorinerne. Det er ikke noget, jeg selv har fundet på, men har læst. Personligt får jeg efter en nummer ti med ekstra pepperoni og chili større behov for at gå på toilettet end ind i soveværelset.

PS. Ian Kerner har et ansigt, man godt kunne holde ud at se mellem sine ben. Se selv. 

Det minder om en scene i en dårlig pornofilm, men det er virkelighed i Sverige. Ved at bestille en pizza kan man(d) få en prostitueret bragt med ud.
Det er altid er dybt forkasteligt, når kvinder anses for at være en vare, der kan købes og konsumeres som fast-food. Det er bare ikke i orden, og jeg håber, der snart bliver sat en stopper for den lumre handel.
Når det er sagt, skal det slås fast, at den forkerte faktor i den svenske sammensætning er købesex. For pizza og sex er egentlig en ganske god menu. Det flade og runde brød er med det rette fyld af især artiskok, rød peber og løg er et afrodisium.
Men ligesom viagra indtages et stykke tid før sex, kommer pizzagras liderlighedsskabende ingredienser kun til sin ret, hvis handlingen udspiller sig i logisk rækkefølge. Først spiser vi, siden flår vi tøjet af hinanden.
Jeg siger ikke, at forret og hovedret ikke kan blandes sammen. Pik og pizza på samme tid er ganske givet en rigtig lækkerbisken. Men jeg synes alligevel, det må blive en lidt for stor mundfuld, når svensk pølseret fusionerer med det italienske køkken. Men, hey, det er måske bare mig.